En underligt udseende og kløende dims på ryggen – godt jeg har kendskab til loven om tiltrækning

For et par måneder siden blev jeg opmærksom på en underlig ærtstor gevækst på min ryg. Den kløede meget, men den sad sådan, at jeg kun med besvær og sære vridninger af kroppen kunne få et glimt af den i spejlet. Den så underlig ud og min hjerne gik straks i alarmberedskab: ”bare det nu ikke er …… et eller andet farligt!”

Jeg bad min mand kaste et blik på den og hans kommentar beroligede mig ikke synderligt: ”den ser mærkelig ud, mon ikke det er sådan en man bør gå til lægen med!”.

Jeg tror fuldt og fast på at det gælder om ikke at give opmærksomhed til det, vi ikke ønsker, men da frygten for, at det var noget ondartet, nu spirede i mit sind, føltes det som det eneste rigtige at tage dimsen med til lægen.

Jeg kunne først få en tid 2½ uge senere og ønskede ikke at gå og nære min frygt så længe, så jeg fulgte min inspiration og tog allerede næste dag at op til lægen i hans åbne konsultationstid.

Hele vejen op til lægen fortalte jeg mig selv en historie om, hvordan jeg ønskede lægebesøget skulle gå; lægen ville sige at ”det der er ikke noget at være bekymret over” og ”det er noget der kommer med alderen”. (Normalt tillægger jeg ikke min alder på 52 år nogen som helst betydning, men lige i denne situation var det det eneste, jeg kunne finde på).

Da jeg kom ind til lægen, fortalte jeg ham, at jeg var lidt bekymret og derfor ikke havde ønsket at vente de 2½ uge. Han kiggede på dimsen og sagde ”du kunne roligt have ventet 2½ uge, den der er vist ikke noget at bekymre sig over!” og så fortsatte han med at fortælle at ”det er sådan nogle der kommer med alderen”.

Da jeg grinende fortalte ham, at det var lige hvad jeg havde håbet han ville sige, kiggede han overrasket på mig; ”det er ikke sådan damerne plejer at reagere, når jeg omtaler deres alder!”. Men han vidste jo heller ikke, at jeg hele vejen op til ham havde forestillet mig, at han ville sige netop sådan!

Lægen henviste mig til en hudspecialist for at få dimsen fjernet og få den undersøgt ”for en sikkerheds skyld – men det er ren rutine”. Jeg fik først en tid 6 uger senere, men nu havde ”den store frygt” forladt mig, så det føltes OK. Dimsen gjorde jævnligt opmærksom på sin tilstedeværelse, fordi den kløede, men ellers tænkte jeg ikke meget på den.

Jeg valgte helt bevidst ikke at fortælle andre om den på noget tidspunkt; det ville kun have givet næring til min bekymring og opmærksomhed til det, jeg ikke ønskede mere af.

I dag skulle jeg så endelig til hudspecialisten. Hele vejen dertil fortalte jeg mig selv en historie om, hvordan jeg ønskede det skulle foregå. Jeg ønskede at få at vide at: ”det der er ikke noget” og ”den fjerner vi lige hurtigt og smertefrit”.

Den smilende og meget venlige hudlæge kastede et hurtigt blik på dimsen og sagde: ”det der er ikke noget, den skal du ikke være bekymret over”. Og så fortalte han mig, at de ville operere den med det samme, lige inde ved siden af. ”Der kommer en sygeplejerske og lokalbedøver den, og så fjerner hun den”. Det lød overkommeligt!

Mens jeg sad og ventede på at komme til på ”operationsstuen”, kunne jeg pludselig huske, hvor ubehageligt jeg synes det føles at blive bedøvet hos tandlægen, lige når nålen bliver ført ind i huden. Det fik mig til at fundere over, om sygeplejersken mon ville stikke nålen ind i dimsen eller i ryggen ved siden af dimsen. Ufff! Men så gik jeg igen i gang med at fortælle mig selv en historie om, hvor let og smertefrit det ville gå, og hvor hurtigt det ville være overstået.

Sygeplejersken bad mig lægge mig på briksen og trække op i blusen. ”Jeg kommer lige noget koldt på”, sagde hun, og sprøjtede en kold væske på dimsen. ”Og så skraber jeg den af”… ”og så kommer jeg lige noget koldt på igen” – og så var jeg færdig!

Det gik godt nok let og smertefrit og tog under 1 minut!

Og så tog jeg hjem igen, smilende, veltilpas og dimsefri!