søndag den 11. juli 2010

Positive forventninger giver positive resultater

Jeg oplever gang på gang hvordan positive forventninger i situationer hvor jeg tidligere ville have bekymret mig, giver positive resultater.

I går var jeg i Ikea med min 23-årige datter, Charlotte. Hun flytter snart hjemmefra og er i gang med at istandsætte og indrette sin første lejlighed. Vi var vist mere eller mindre rundt i samtlige afdelinger i møbelhuset for at finde udstyr og gik lige inden lukketid til kassen med intet mindre end 3 vogne! Og derefter var vi ovre i ”udleveringen” og hente endnu en vognfuld!

Vi har ikke bil, så vi havde planlagt at ringe efter en varevogn fra 3 x 34 til at fragte både varerne og os selv hen til Charlottes lejlighed.

Da Charlotte skulle til at ringe, sagde hun ”bare de nu har en vogn til os?”.

Tidligere ville jeg straks have gået ind i en dialog om, hvor meget vi ville være på den, hvis vi ikke fik en vogn, osv., men det gør jeg ikke mere.

”Det har de!” sagde jeg derfor straks, og mente det!

Charlotte fik kontakt til 3 x 34 og fik at vide, at ”nu skal jeg undersøge, om vi har flere vogne i dag”.

Jeg bekymrede mig stadig ikke, men gik for en sikkerheds skyld i gang med at fortælle mig selv en historie i tankerne om, at vi ville få en vogn snart, med en venlig ung chauffør, som endda ville hjælpe os med at bære de mange varer helt op i lejligheden!

2 minutter senere sagde min datter: ”de har ingen vogne…. medmindre vi vil vente 2 timer!”.

Jeg bekymrede mig stadig ikke, svarede blot at så måtte vi jo vente!

Og så fik min datter pludselig et telefonnummer hun ”da lige kunne prøve”! Det viste sig at være nummeret til en af deres konkurrenter!!!

25 minutter senere blev vi hentet af en venlig ung chauffør. Da vi kom frem til lejligheden spurgte han, om vi skulle have hjælp til at bære tingene op, for så kunne han bare lade taxameteret køre!!!

Ja tak :-)

1 kommentar:

  1. Med de kendte værktøjer til rådighed hører bekymringer fortiden til Pernille, sådan er det bare, heldigvis.

    SvarSlet