onsdag den 6. oktober 2010

Kære Univers, tak for den nye sofa!!!

Over nogle dage har vi tømt vores loft fuldstændig og sat alt det, vi ikke skal bruge fremover ud ved fortovet, så det kan blive fjernet når der i dag bliver afhentet storskrald her i området.

Vi har sørget for at sætte de ting, der kan bruges, ud et par dage i forvejen, så andre har haft mulighed for at tage det og få glæde af det. Og vi har nydt at se biler, cyklister og gående standse op og forsyne sig.

Jeg har efterhånden lært at skille mig af med det, jeg ikke selv har brug for, men jeg bryder mig ikke om at se det gå til spilde, så det glæder mig utrolig meget at give det videre til andre.

Jeg har tidligere selv elsket at gå rundt og se, hvad andre har sat ud, og har mange gange hjembragt gode ting og sager, som vi har haft stor glæde af.

Men nu hvor vi er i gang med at rydde op og rydde ud og skiller os af med en masse, har jeg undladt at gå på jagt selv – lige indtil i morges!

Da jeg havde fulgt min 10-årige datter i skole og gik hjemad med hunden, fulgte jeg en pludselig tilskyndelse til at gå en anden vej hjem end jeg plejer.

Og der stod den – en stor flot sofa – enkel, klassisk, grå og meget velholdt – den så helt ny ud! Og den havde tydeligvis ikke stået udenfor ret længe, så den var nok stillet ud aftenen før.

Jeg gik forbi den – og vendte så om og gik tilbage til den. Kunne tydeligt se for mig, hvor meget den ville opgradere vores stue. Huskede at min mand for få dage siden så rundt i stuen og sagde, at han håbede vores gamle og meget slidte sofa ikke trak indtrykket af stuen så meget ned, at det ville skræmme de potentielle købere, der kom for at se på huset.

Skraldebilen holdt længere nede ad vejen og var godt i gang med at fjerne ting, så jeg skulle beslutte mig hurtigt.

Jeg følte meget stærkt, at den var til mig. Jeg har aldrig før set så pæn en sofa sat ud til storskrald  her i området. Og det var pudsigt, at jeg lige skulle vælge at gå den vej i dag.

Så jeg løb hjem med hunden (der var ikke ret langt) og ringede imens til min stakkels mand og vækkede ham. Fortalte ham hurtigt om den flotte sofa og kom samtidig i tanker om, at så skulle vi jo have vores egen gamle sofa sat ud til storskrald med det samme, så vi kunne komme af med den.

Min dejlige mand var heldigvis straks med på den. Da jeg løb ind i huset var han allerede på vej ind i stuen, så vi hankede op i sofaen og fik den slæbt ud på vejen i lyntempo.

Så løb jeg tilbage til den nye sofa, mens min mand sprang ned i et par cowboybukser og fik sko på. Jeg havde ikke helt fået fortalt ham, hvor den stod, så han gik den forkerte vej og skraldebilen kom nærmere og nærmere. Jeg ringede til ham og fik guidet ham på rette vej, og han dukkede op lige samtidig med skraldebilen, så vi nåede lige at bære sofaen over på det modsatte fortov!

Så hentede han en trillebør og vi fik bakset sofaen hjem.

Senere på dagen købte jeg et par nye puder og en plaid, som passer til. Og nu er stuen en helt anden J

4 kommentarer:

  1. Det er klart at du har fulgt dig tiltrukket af den sofa Pernille, den ser rigtigt godt ud, herligt at du nåede at reagere så hurtigt, den pynter helt klart i stuen.
    Knus fra Odense.

    SvarSlet
  2. Ja det er en dejlig sofa, Michael, og man sidder rigtig godt i den - og du skulle have set den gamle, uhadada! ("pinlig" er det pæneste ord jeg kan komme i tanke om at kalde den!)

    Tak for din kommentar :-)

    SvarSlet
  3. Sidder og smiler glad! Loven om tiltrækning er fantastisk og in action HELE tiden! Tillykke med den nye flotte sofa :-)

    Knus fra Nordjylland

    SvarSlet
  4. Din glade kommentar fik også mig til at smile, Pia :-)

    Ja, du har helt ret, loven om tiltrækning er in action hele tiden. Og jo mere vi lægger mærke til den, jo sjovere bliver det!

    Tak fordi du læste med og især fordi du skrev en kommentar.

    SvarSlet