lørdag den 30. oktober 2010

Sushi og loven om tiltrækning

Jeg havde en vidunderlig oplevelse i går. En hverdagssituation, hvor min bevidste brug af principperne bag loven om tiltrækning gav mig lige hvad jeg ønskede!

Jeg gik rundt i Rødovre Centret for at ordne nogle ærinder og følte mig lidt sulten. Jeg kom forbi både en bager og en isbar, og selv om jeg har en megasød tand, var det ikke det, jeg havde lyst til. Så jeg besluttede at blive hurtigt færdig, så jeg kunne komme hjem og spise frokost.

Da jeg gik forbi Irma fik jeg pludselig vildt lyst til sushi. Og jeg følte samtidig, at det var lige præcis hvad min krop havde allermest brug for lige nu.

Jeg vidste fra tidligere, at det nogle gange er muligt at købe sushi i Irma. Og at det ikke er helt billigt.

Tidligere (dvs. det meste af mit liv) ville jeg have fortalt mig selv noget i retning af: Det har de nok ikke i dag. Og så er det nok også for dyrt. Jeg må hellere bage tage hjem og spise.

Men i går var jeg i hopla. Så jeg lyttede til min indre stemme, der sagde ”sushi i Irma” og styrede direkte mod Irmas indgang. Samtidig sagde jeg til mig selv: ”jeg vil højst give 29 kr for det!”

Jeg gik en hurtig runde i køle-afdelingen (det er en meget stor Irma) uden at få øje på noget som helst, der bare mindede om sushi.

Det gjorde ikke det fjerneste. Jeg gik bare en runde mere, mens jeg inde i hovedet blev ved med at gentage ”jeg vil have sushi til 29 kr”. Jeg følte mig supergodt tilpas. Følte det nærmest som om jeg allerede havde fundet sushien til 29 kr. Havde vist ligefrem et lille smil om munden. Og var ikke et sekund i tvivl om, at jeg ville få det lige som jeg ville have det.

Stadig ingen sushi efter anden runde. Jeg overvejede at spørge en medarbejder om, hvor de havde sushien (ikke ”om” de havde sushi, men ”hvor” de havde sushi!). Gik dog lige først en tredje runde og kiggede denne gang omhyggeligt i hver eneste kølemontre, mens jeg gentog igen og igen ”jeg vil have sushi til 29 kr!”

Og så fandt jeg endelig en enkelt lille række med sushibakker, med 8 stk sushi i hver, gemt i et hjørne af en kølemontre. På den øverste (og kun på den!) sad der en stor rød mærkat med ordene ”på denne vare gives der en rabat på 50% ved kassen”!!!!!

Jeg ledte efter et prisskilt for at se, hvad varen kostede (50% af hvad?), og så at der stod 55,- kr – så jeg kom altså ned under mine 29 kr!!!

Jeg gik glad op til kassen med min sushi og blev endnu mere glad, da varen blev slået ind til 45 kr minus 50%, så jeg kom af med 22,50!

Jeg fandt en bænk i nærheden og satte mig ned og nød min sushi, alt imens jeg frydede mig over hele oplevelsen.

Jeg elsker simpelthen den slags manifestationer, hvor:

Jeg ved PRÆCIS hvad jeg ØNSKER (sushi til 29 kr)

Jeg er totalt FOKUSERET på RESULTATET og FORVENTER at opnå det (hvor er min sushi til 29 kr?)

Jeg er VEDHOLDENDE og føler mig GODT TILPAS hele vejen igennem (går gerne 3 runder, for jeg ved de er der; jeg føler det som om jeg allerede har fundet dem)

Ønsket går i OPFYLDELSE – JUHU (lige dele magi i form af en rød 50% seddel på en af pakkerne og selvfølgelighed, for jeg forventede jo totalt at det ville ske)

Jeg NYDER og FRYDER mig over både resultatet og hele oplevelsen :-)

2 kommentarer:

  1. Du er simpelthen unik Pernille, ja vedholdenhed er bare et must, og målrettethed er et andet must, og jeg kan simpelthen mærke dine skønne positive vibrationer helt herover til Odense, og de smitter heldigvis, så jeg bare føler mig helt i positivt lune, tak Pernille.
    Varme klem til dig fra Odense.

    SvarSlet
  2. Tusind tak for de pæne ord, Michael - jeg sidder med et kæmpe smil om munden lige nu :-)

    Kærligst
    Pernille

    SvarSlet