søndag den 16. oktober 2011

Skal jeg lyve eller sige sandheden?

Et af de spørgsmål jeg jævnligt hører fra klienter er noget i denne retning:

Jeg ønsker at finde en kæreste og bruger forskellige tiltrækningsteknikker for at få det til at gå i opfyldelse. Men hvad skal jeg svare, når familie, venner og kollegaer spørger mig, om jeg har fundet en kæreste?

Hvis jeg svarer, at det har jeg og fortæller om hende i detaljer, dukker hun jo hurtigere op i mit liv, men så lyver jeg jo; skal jeg virkelig det?

Hvis jeg siger sandheden og svarer at det har jeg endnu ikke, varer det længere før jeg finder hende.

Så hvad pokker skal jeg gøre????

Hvis det ikke føles godt at lyve, så er det mest hensigtsmæssigt at holde sig til sandheden.

Men hvad er egentlig ”sandheden”? Den kan i mine øjne være langt mere nuanceret, end de fleste er vant til at se den.

Her er 2 meget forskellige svar på spørgsmålet. De er begge ”sande”, men tiltrækningsmæssigt virker de meget forskelligt.

Svar 1:
Nej, jeg har stadig ikke nogen kæreste, og det er jeg rigtig ked af. Jeg er så træt af at være alene, alle andre jeg kender har en at dele livet med, undtagen mig, det er næsten ikke til at bære. Jeg føler mig så ensom. Jeg er bange for at jeg aldrig finder en kæreste. Jeg har været på date et par gange den sidste måned og det var en katastrofe begge gange. Hvorfor er alle de bedste piger allerede taget?

Svar 2:
Nej, jeg har ikke nogen kæreste, endnu! Men jeg håber snart jeg finder hende. Jeg er faktisk ret sikker på, at det snart vil ske. Jeg bruger meget tid på at forestille mig, hvordan hun skal være og hvordan vi vil have det sammen. Det føles utrolig godt, næsten som om hun allerede er der. Jeg har også været på date flere gange for nylig. Det var ikke den store succes, men det hjalp mig til at blive endnu mere klar over, hvad det er for en kæreste, jeg ønsker at møde. Og hvem ved, måske møder jeg hende allerede i morgen!

Begge udsagn er ”sande”, men svar 1 skubber kæresten længere væk, hvorimod svar 2 bringer hende tættere på!

1 kommentar:

  1. En dejlig og positiv sand betragtning på et ønske mange går rundt og tumler med Pernille, hvor bliver jeg dejligt inspireret herinde.
    I kærlige tanker, god Mandag aften.

    SvarSlet