fredag den 4. november 2011

Kan man virkelig få ALT med loven om tiltrækning?

Jeg bliver jævnligt spurgt om det virkelig kan passe, at vi kan få ALT med loven om tiltrækning.

”Skal man da slet ikke være realistisk?”. ”Er der virkelig ingen begrænsninger for, hvad vi kan opnå med loven om tiltrækning?”

Mit korte svar er altid:

DEN ENESTE BEGRÆNSNING ER DINE EGNE TANKER

Hvis du tror noget er muligt, så er det muligt, i hvert fald for dig.

Hvis du tror noget er umuligt, så er det umuligt, i hvert fald for dig.

For mange er dette et meget frustrerende svar at få. Og det kan jeg godt forstå, for jeg kan godt huske hvor frustrerende og utilfredsstillende jeg selv syntes det var, da jeg begyndte at praktisere loven om tiltrækning.

For det jeg ville have var forklaringer og beviser!

DER ER 2 MEGET FORSKELLIGE MÅDER AT SE VERDEN PÅ

1. Den traditionelle = kun det, der kan forklares, bevises, måles, er set før, osv., er muligt

2. Den spirituelle (loven om tiltrækning) = alt er muligt

De modsiger hinanden og kan derfor ikke eksistere samtidig - enten gælder den ene eller også gælder den anden. Vi vælger selv hver især, hvilken af dem vi tror på.

De fleste kommer, som jeg, fra den traditionelle tankegang, og har derfor lært at alt kan forklares og bevises.

Vi ønsker et anderledes liv og begynder derfor at bevæge os over mod den spirituelle tankegang.

Men i laaaaang tid trækker vi stadig på den traditionelle tankegang. Så vi forsøger at forstå den ny tankegang med den gamle tankegang. Og eftersom de er så vidt forskellige, kan det ikke lade sig gøre. Og derfor bliver vi selvfølgelig frustrerede og forvirrede.

Jo mere erfarne vi bliver med den spirituelle tankegang, jo lettere bliver det heldigvis. For vi erstatter bid for bid vores traditionelle tankegang (dvs. vaner, overbevisninger, osv.) med den spirituelle tangegang.

Men ind imellem dukker der alligevel noget op, som vi har svært ved at forstå.

Som fx at ”alt er muligt”.

Og så tager vi helt automatisk igen de traditionelle briller på og forlanger beviser og forklaringer for at forstå den spirituelle tankegang.

Og det kan stadig ikke lade sig gøre. Enten må vi tro på den ene eller den anden tankegang; de er modsætninger og den ene kan ikke bruges til at forklare og forstå den anden!

HVAD BETYDER DET AT ALT ER MULIGT

• Hvis jeg kan tænke det

• Hvis jeg kan ønske det

• Hvis jeg kan fokusere på det længe nok og konstant være et vibrationsmæssigt match (dvs. ingen ”begrænsende / negative” tanker om det)

Så kan det lade sig gøre – uanset hvad det er!

Når vi tror noget ikke kan lade sig gøre, er vi ikke et vibrationsmæssigt match, og så får vi ret, for så kan det ikke lade sig gøre.

Når vi har brug for en forklaring på ”hvordan det dog skulle kunne lade sig gøre”, tror vi ikke på at det kan lade sig gøre og så får vi ret, for så kan det ikke lade sig gøre.

Det er irriterende og frustrerende, men hver gang vi har brug for en forklaring for at tro på noget, så trækker vi på vores traditionelle måde at se verden på og så er vi i gang med at lade os begrænse.

Så længe vi har brug for beviser, før vi tror noget er muligt, er det ikke muligt for os

Men til gengæld, når vi tror noget er muligt, selv om ”alle andre” ikke tror det, selv om det ”realistisk” ikke ”burde” kunne lade sig gøre, og vi samtidig er i stand til at være et vibrationsmæssigt match længe nok, så får vi også ret, for så kan det lade sig gøre, uanset hvad det er!

HVAD KAN JEG GØRE FOR AT KOMME TIL AT TRO PÅ AT ALT ER MULIGT

Det er en gradvis proces, hvor man skridt for skridt for skridt ændrer sin tankegang fra at være begrænset af sin traditionelle påvirkning, til at være mere og mere åben for flere muligheder.

Jeg var selv i lang tid meget begrænset af min logiske og rationelle og meget traditionelle tankegang. Men hver gang jeg lagde mærke til, at et af mine ønsker gik i opfyldelse på en anderledes, overraskende eller utraditionel måde, gav jeg slip på lidt af min traditionelle tankegang og åbnede mit sind op for andre muligheder.

For hver gang det skete, åbnede jeg en lille smule mere op. Det var en gradvis proces over adskillige år.

Indtil jeg pludselig en dag opdagede, at jeg havde givet helt slip på den traditionelle tankegang – jeg havde ikke længere brug for forklaringer og beviser – og fra da af har jeg været overbevist om, at ALT er muligt!

DU BEHØVER IKKE TRO PÅ, AT ALT ER MULIGT

• vær tålmodig

• øv dig, øv dig, øv dig

• læg mærke til hvordan dine tanker både støtter dig og begrænser dig

• læg mærke til hvordan dine ønsker går i opfyldelse

• læg mærke til hvordan ”tilfældigheder” og ”held” hjælper dig på vej

• mærk hvordan du gradvis ændrer din tankegang i dit eget tempo

Hen ad vejen vil du opdage, hvordan du har mindre og mindre behov for forklaringer og beviser og hvordan du lige så stille begynder at tro at mere og mere og mere er muligt.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar