Vi taler om virkeligheden, som om der kun er én. Men som jeg opfatter det, oplever vi hver vores virkelighed!
Jeg blev første gang opmærksom på dette for mange, mange år siden, da min mor fortalte mig om en oplevelse et par dage tidligere. Nogle dage senere fortalte min bror mig om en anden oplevelse. Eller det troede jeg at det var, indtil han pludselig sagde noget, som afslørede at han rent faktisk omtalte nøjagtig den samme begivenhed som min mor.
Men det var to vidt forskellige historier og de kunne på ingen måde begge være rigtige, så jeg var helt i vildrede. Jeg vidste ikke hvem af dem jeg skulle tro på. Hvem af dem, der fortalte sandheden. Til sidst besluttede jeg simpelthen, at min mors version måtte være den rigtige, eftersom hun gik meget op i altid at sige sandheden. Min bror derimod kunne godt nogle gange finde på at overdrive lidt vel rigeligt her og udelade lidt der, så det måtte være hans version der var den forkerte.
Men sådan ser jeg ikke på det længere. I dag er jeg overbevist om, at både min mor og min bror fortalte sandheden, og at begge historier var ”den rigtige”. De så den blot fra to forskellige synsvinkler.
Det virker på mig som om vi alle er udstyret med et filter, som sidder lige foran vores øjne, og som om vi ser og oplever alt gennem dette filter.
Filteret består af vores overbevisninger, alt hvad vi lærte under vores opvækst, vores hidtidige oplevelser, vores temperament, vores historier, vores forventninger, osv., osv.
Og ligesom hver eneste person er unik og forskellige fra alle andre, så er vores filter også unikt.
Så det handler ikke om, hvem der fortæller sandheden, og hvem der ikke gør. Det handler om, at vi ser det samme men gennem forskellige filtre, og derfor oplever vi forskellige sandheder og forskellige virkeligheder.
Det har hjulpet både mig og mange af mine klienter utrolig meget at opfatte virkeligheden på denne måde og kende til filteret. Det gør det så meget lettere at forstå andre mennesker. Og det overflødiggør endeløse diskussioner om hvorfor jeg har ret og du tager fejl; vi ser bare tingene gennem hver sit filter og derfor oplever vi hver sin virkelighed.
Og denne beskrivelse er selvfølgelig set gennem mit filter ;-)
Mørke med funklende stjerner.
17 timer siden
Der er ingen tvivl om at vi opfatter den samme oplevelse forskelligt Pernille, for eksempel, sensitive mennesker påvirkes tit og ofte voldsomt, ved eksempelvis høj musik/ koncerter, og netop koncerter og teaterstykker/film, påvirker os forskelligt, det er ihvertfald ikke så tit at anmelderne er enige med publikum omkring en fælles oplevelse, så to mennesker kan sagtens berette forskelligt om den samme oplevelse.
SvarSletJeg hører selv til gruppen af ekstra følsomme eller sensitive mennesker, Michael, så jeg forstår virkelig hvad du mener. Jeg er mere følsom (tidligere kaldte jeg det "sart", men det har for mig en negativ klang) over for støj, uro, høje lyde osv. end de fleste andre. Jeg bliver let rørt til tårer, selv over tegnefilm. Og jeg bliver så voldsomt påvirket af Nyhederne i TV, at jeg er holdt helt op med at se dem.
SvarSletMine børn griner stadig kærligt af mig, når vi kommer til at tale om dengang vi var i biografen og se Jurasic Park, og jeg syntes den var så uhyggelig, at jeg skreg højt flere gange... som den eneste i hele biografen :-)