tirsdag den 6. april 2010

Jeg værdsætter….

De seneste par dage har mit humør ikke været særlig godt. Jeg går og tumler med nogle store udfordringer for tiden og det har påvirket mit humør.

Jeg synes normalt at livet er ganske fantastisk og jeg bryder mig slet ikke om at være dyster ret længe ad gangen. Og efter at jeg har lært loven om tiltrækning at kende ved jeg så oven i købet, at mit dårlige humør har negativ indflydelse på min tiltrækningskraft.

Normalt holder det dårlige humør ikke ret længe ad gangen hos mig. Men denne gang lykkedes det mig ikke at få humøret op igen.

Ikke før jeg i går aftes ved sengetid prøvede en metode, som jeg ikke har prøvet før. Jeg tog en ny notesbog og en skriver med i seng, og så begyndte jeg ganske enkelt at skrive ned, hvad jeg sætter pris på i mit liv.

Det blev en skønsom blanding af stort og småt, fx:
  • at jeg har kærlighed i mit liv hver eneste dag
  • at min dejlige 10-årige datter stadig gerne vil holde i hånd (jeg elsker at holde i hånd!)
  • mine smukke øjne og alt det dejlige jeg kan se med dem
  • min skønne varme dyne
  • at jeg kan høre
  • min nye computer
  • min skønne internationale MasterMind-gruppe
I løbet af ingen tid havde jeg skrevet en hel side og jeg følte mig meget bedre tilpas, da jeg lagde mig til at sove!

I dag har jeg så yderligere gjort 2 væsentlige ting. Hele dagen har jeg sørget for så vidt muligt kun at gøre ting, som jeg har haft lyst til. Og dagen igennem har jeg gang på gang husket mig selv på at værdsætte de gode ting, fx:
  • at jeg havde tid til at gå på Hovedbiblioteket i formiddags
  • at jeg bagefter kunne slentre gennem byen til mit dejlige kontor i Nyhavn
  • at det var lunt i vejret og lidt forårsagtigt
  • at jeg fik en mail fra en der skrev, at hun savnede mig
  • at jeg nød mit arbejde og nåede en masse på kort tid
  • at mit S-tog kom 2 min. efter at jeg stod af metroen, så jeg havde tid nok til at skifte perron, men slap for at skulle stå og vente
  • at det var let og sjovt at gå i Netto på hjemvejen med min datter og hendes kammerat, og at de hjalp mig med at bære varerne hjem
  • at mit nybagte brød smagte himmelsk
Som resultat af dette er mit humør blevet bedre og bedre i dagens løb og jeg tænker på dagen som en dejlig dag. Og jeg har været så optaget af at lægge mærke til alt det jeg sætter pris på, at jeg næsten ikke har tænkt på mine udfordringer!

Lige om lidt vil jeg gå i seng og skrive en side mere i min Jeg værdsætter-notesbog – jeg glæder mig allerede!

2 kommentarer:

  1. Selvudviklingsværktøjerne handler jo netop om at hjælpe os til en mere taknemmelig og gladere hverdag men derfor er det jo også vigtigt at vi, som arbejder med teknikkerne sætter pris på de dagligdagsglæder der er hver dag, selv de mest banale er værd at glæde sig over, for livet er jo også fyldt med dagligdags trivialiteter og de skal også overstås.
    Med hensyn til nye udfordringer tror jeg det er vigtigt at den bekymring der mange gange følger med i det at kaste sig ud i noget nyt og uprøvet skal vendes til en styrke ved at bruge den gamle teknik med: Hvad er det værste der kan ske osv.
    Jeg er sikker på at det hele kommer op at stå på den bedste måde Pernille.
    Held og lykke og ha en god dag.

    SvarSlet
  2. Jeg er meget enig i, at det er vigtigt at sætte pris på de dagligdags glæder. Bekymringer og frustrationer kan let komme til at fylde så meget, at vi glemmer alt det gode vi også har i vores liv. Og når vi så ser godt efter (dvs. når vi giver det vores opmærksomhed) kan det vise sig, at der er langt mere at glæde sig over end at være frustreret og bekymret over.

    I går aftes skrev jeg endnu en side om hvad jeg værdsætter i mit liv, og igen fik det mig til at føle mig rigtig godt tilpas og jeg faldt i søvn med et smil på læben!

    Tak for din meget venlige kommentar, Michael, den gjorde mig glad :-)

    SvarSlet