torsdag den 6. januar 2011

Mine intentioner for 2011

Min nye fremgangsmåde for at sætte mål for det kommende år i overensstemmelse med principperne i loven om tiltrækning

Hvis du har læst mit blogindlæg for et par dage siden, ved du allerede, at det aldrig rigtig har været mig at sætte mål for det kommende år på den traditionelle måde, og at jeg har besluttet ikke at gøre det mere.

Men samtidig har de seneste år virkelig lært mig, hvor stærkt og virkningsfuldt det er bevidst at sætte ord på sine ønsker, uanset om vi kalder dem mål, ønsker, drømme eller noget helt andet. Derfor har jeg brugt en hel del tid de seneste dage på at spørge mig selv, hvad jeg gerne vil se ske i mit liv i løbet af 2011.

Jeg har spurgt med hjertet og jeg har tilladt mig selv at drømme stort. Mit udgangspunkt har været, at alt er muligt! Og jeg har ikke skænket det en tanke ”hvordan” det skal gå til. Jeg har fuld tillid til Universet og jeg overlader det med glæde til Universet at finde ud af ”hvordan, hvornår, hvor” og alle de andre detaljer!

Jeg har nydt hvert sekund af denne proces og jeg har allerede nedskrevet en pænt lang liste. Jeg føler ikke, at jeg er helt færdig med listen endnu, så jeg vil fortsætte med at tilføje ønsker på min liste, når jeg føler mig inspireret til det.

Men jeg føler mig inspireret til at dele mine ønsker for 2011 med dig allerede nu, så det vil jeg gøre! Listen er temmelig lang, så her er blot nogle af de ting, jeg ser frem til at skabe og lukke ind i mit liv over de næste 12 måneder:

Mine intentioner for 2011

• Jeg vågner op hver morgen og føler mig forelsket i livet og forelsket i mig selv, begejstret over at være i live, nysgerrig efter hvilke undere dagen vil bringe; jeg forventer det bedste, er villig til at træde ud af min trygheds- og komfortzone, er ivrig efter at lære nyt selv og lære fra mig, lytter til mine følelser og følger mine fornemmelser, tager det fulde ansvar for min egen vibration, har fuldstændig tillid til Universet og til mine egne skaberevner, lever fuldt og helt, elsker åbenlyst og nyder hvert eneste øjeblik :)

• Jeg byder kontrasten velkommen i mit liv; jeg værdsætter den mulighed kontrasten giver mig for at finde klarhed og sende masser af ønsker ud i Universet; og jeg husker på, at jeg netop kom hertil for at opleve kontrasten!

• Jeg ser det bedste i alle mennesker (inkl. mig selv) og i enhver situation.

• Jeg inviterer mine ikke-fysiske guider og hjælpere mere ind i mit liv og min hverdag

• Jeg bliver mere synlig i verden

• Jeg elsker og værdsætter min krop præcis som den er

• Lancering af adskillige nye online-produkter om loven om tiltrækning

• Lancering af en Membership Site om loven om tiltrækning, som giver ufattelig værdi til medlemmerne, bliver rost til skyerne, er utrolig sjov og spændende at forberede og lede og som virkelig gør en forskel for både medlemmerne og mig

• Jeg forestår en månedlig forelæsningsrække på Good Vibe University, som bliver en dundrende succes

• Jeg øger min pengevibration endnu mere

• Jeg rejser til Disneyland med min skønne 10-årige datter og vi nyder hvert eneste sekund, holder i hånd og griner hele tiden

• Adskillige udlandsrejser med min dejlige mand og vores datter

• En hel måneds ferie i juli måned

Hold da op hvor det føltes godt!!!

Hvis du har lyst til at dele dine ønsker eller mål for 2011, vil jeg elske at høre dem :)

4 kommentarer:

  1. Hvor er det vidunderlig læsning Pernille, At være forelsket i livet og i dig selv og din krop, jeg kan mærke de positive vibrationer helt til Odense.
    Mine intentioner, et email kursus i Loven om Tiltrækning under kyndig vejledning af dig Pernille, så vil jeg lade mig inspirere af andres erfaringer og forhåbentlig selv være med til at inspirere andre, ikke mindst her på bloggen, så vil jeg med min dejlige kone ud at opleve mere af verden, og ellers fortsætte med at elske mig selv og mine nærmeste betingelsesløst og med et stort overskud af kærlighed dele ud til alle jeg møder i det nye år.
    God aften til dig og dine.

    SvarSlet
  2. Du har da virkelig gjort dig nogle tanker om 2011 og meget konkret - dejlig læsning og gode intentioner for 2011 :)Jeg har også lavet min 1, 3 og 5 år´s plan - måske skal den justeres hen af vejen - et godt redskab/kompas at styre efter ;) God weekend til dig Pernille

    SvarSlet
  3. #Michael - sikke nogle dejlige ønsker du har! Og den med at dele ud til alle med kærlighed bliver let, for det mærkes så tydeligt at det gør du ustandselig på din blog og alle steder du skriver allerede :-)

    SvarSlet
  4. #Runa - 1, 3 og 5 år's plan lyder godt; måske skulle jeg også kigge længere frem - tak for inspirationen :-)

    SvarSlet